Alligatornado - anmeldelse af det klaustrofobiske actionbrag Crawl

”Hvis du ser en krokodille i dit badekar, skal du ikke være bange, for den er så rar,” lyder en klassisk børnesang. Efter at have set Crawl, kunne man passende tilføje en linje til sangen der lyder noget i stil med, ”men hvis det er en alligator, så få benene på nakken, eller lid en gruopvækkende og pinefuld død!”. Crawl er instrueret af manden bag The Hills Have Eyes og Piranha, samt produceret af Evil Dead-legenden, Sam Raimi. Den kan ses i biograferne netop nu.

Crawl følger Haley og hendes far, som er fanget i et kryberum under deres hus, midt i heftig orkan i Florida. Vandet fosser ind, og afløbsrøret kan ikke nå at skylle alt vandet ud. Til gengæld kan områdets sumpalligatorer komme ind igennem røret og ind i kælderen. På den måde går situationen hurtigt fra ondt til værre og kampen mod elementerne tager fart i denne hæsblæsende actionthriller.

Crawl er på ingen måde en revolutionerende film: hverken visuelt ( selv om den i grunden er ganske nydeligt skudt) eller hvad historien angår. Men den ved til gengæld hvad den er, og vigtigst af alt; hvad den ikke er.

Filmen er ikke det næste store blockbusterhit, den er ikke en multimilliard sucess med vanvittige action setpieces. Den er en stramt fortalt, hyggeligt skræmmende og helt igennem gennemsnitlig film som bare vil underholde. Modsat lignende film i nyere tid ( ja, The Meg, jeg kigger på dig!) er den forfriskende kort, fordi den ved, at den ”bare” er en monsterfilm. Med kun 1 time og 27 minutters spilletid med rulleteksterne inkluderet, er den en forrygende sommerfilm, som giver dig lyst til at skovle popcorn ind i obskure mængder og huje med, imens vores helte modigt kæmper for deres liv.

Når en film udkommer ugen efter den længe ventede Tarantino film og ugen inden Pixar's næste kapitel i den legendariske serie, Toy Story, er oddsene for sucess minimal. Ikke desto mindre er Crawl en hyggelig og tilpas underholdende oplevelse til, at den er et kig værd. Det er absolut ikke stor kunst. Det er knap nok middelmådig kunst. Til gengæld er den underholdende, actionpakket og klaustrofobisk nok til, at den er værd at bruge en regnvåd sensommeraften på.

3 ud af 6 stjerner