En grupper amerikanere rejser til den traditiosnrige fejring af midsommer i Sverige. Foto: B-Reel Films
Da Ari Aster i 2018 viste sin film Hereditary på den californiske Sundance Film Festival var der ikke mange, der vidste hvem den unge instruktør var. Ikke desto mindre blev Hereditary én af sidste års helt store filmoplevelser - og en virkelig uhyggelig og polariserende oplevelse. Da den unge instruktør derpå meldte ud at man kunne vente sig ”Et psykedelisk eventyrmareridt” (Jep, det sagde han virkelig), allerede i 2019 var interessen bare det større hos horror og gyserfans verden over. Filmen fik titlen Midsommar, og den er nu landet i biografer landet over.
Jeg er en bangebuks. Slet og ret. Jeg er ubeskriveligt dårlig til at se gyserfilm, og jeg har meget svært ved jumpscares og violiner i mol. Det var derfor med meget blandede følelser og en god kammerat ved min side, at jeg plantede mig i biografsædet for at se Midsommar.
Sidste års Hereditary strøg direkte ind på listen som noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har set. Har du endnu den til gode, kan jeg kun anbefale dig at se den. Uanset om du er til gys eller ej. Måden Ari Aster formidler sin historie på, og den måde han lader sine skuespillere udfolde sig i hans univers, er sublim. Han svælger ikke i torturporno eller chockeffekter. Han ved godt, at det der virkelig er uhyggeligt, er det, der sker i hovedet og sindet, når en følelse sniger sig ind på en og slår rødder i kroppen. Han gjorde det på mesterlig vis med Hereditary, og jeg kan med lige dele fryd og gysen meddele, at han gør det igen med Midsommar.
Midsommar er historien om en gruppe amerikanske venner, som rejser til Sverige for at deltage i en midsommerfest hos deres fælles vens kollektiv. Vores hovedperson Dani kæmper med et traume og støtter sig derfor op af kæresten Christian. Josh er mere optaget af de antropologiske aspekter af midsommerritualerne, Pelle er glad for at kunne dele sit kollektivs liv med sine venner og Mark vil bare gerne score en langbenet svensk blondine. Og cirka her begynder tingene for alvor at blive mærkelige. Men odsat mange andre ”metervare”-gysere, fornemmer man hurtigt, at Midsommar vil et spadestik dybere. Det er ikke bare gyset og chockværdien, som er målet med filmen men i høj grad også det psykologiske aspekt af de nære relationer, og hvordan det påvirker os, som står stærkest tilbage.
At gå i detaljer med filmens indhold ville være at ødelægge oplevelsen, og det er virkelig en oplevelse, men filmen vil uden tvivl dele vandene. Er du til splat og chock, som får hjertet til at sidde oppe i halsen, vil Midsommar være en kæmpe skuffelse. Er du derimod til en langsomt opbyggende, psykologisk horrorfilm, som sniger sig ind på dig, er du kommet til det rette sted.
Midsommar er Ari Asters anden store film på kun to år, og en virkelig velskrevet, velspillet og visuelt blændende oplevelse, som burde være alle forundt at se. Den er langsommelig og modbydelig, men på den helt rigtige måde. Genrefans vil elske den og andre vil hade den, men den er hele oplevelsen værd.
5 ud af 6 stjerner.
Du kan se traileren til Midsommar lige her:
