Det er ved at være sidste chance for at få rettet forskudsopgørelsen, hvis den udbetalte løn for januar skal være korrekt.
Når arbejdsgivere i slutningen af januar skal trække skat af medarbejdernes løn, så sker det på baggrund af de tal og oplysninger, der indgår i forskudsopgørelsen. En korrekt forskudsopgørelse sikrer, at man får det rigtige udbetalt i løn sidst på måneden.
Rigtig mange borgere har allerede tjekket og ændret forskudsopgørelsen. På nuværende tidspunkt er de 5,1 mio. forskudsopgørelser blevet ændret 900.000 gange. Men flere kan have behov for at ændre forskudsopgørelsen. Det oplyser Skat i en pressemeddelelse.
"Det er ved at være sidste chance for at nå at rette forskudsopgørelsen for 2020, hvis den skal gælde, når arbejdsgiveren laver lønnen for januar. Forkerte tal og oplysninger i forskudsopgørelse kan i de værste tilfælde betyde, at man får flere tusind kroner enten for lidt eller for meget udbetalt," siger Karoline Klaksvig, der er underdirektør i Skattestyrelsen, i pressemeddelelsen.
Det er forskelligt, hvornår de enkelte arbejdsgivere laver lønnen for deres ansatte. Erfaringsmæssigt vil ændringer i forskudsopgørelsen frem til den 15. januar indgå i opgørelsen af lønnen hos de fleste arbejdsgivere. Ændringer, der er indberettet, efter arbejdsgiveren har lavet januar-lønnen, vil danne grundlag for udbetaling af februar-lønnen. Forskudsopgørelsen kan ændres løbende i 2020, så den altid er opdateret, når der er sket ændringer i ens liv.
Skal du være særligt opmærksom?
Forskudsopgørelsen er budgettet for 2020 og viser den forventede indkomst, fradrag og den procent, som arbejdsgiveren bruger til at trække skat af lønnen i 2020. Når Skattestyrelsen skønner indkomst og fradrag i forskudsopgørelsen, så sker det på baggrund af de mange oplysninger, som Skattestyrelsen har. Skattestyrelsen ved dog ikke alt. Det er derfor især vigtigt at tjekke oplysningerne, hvis der er sket væsentlige ændringer i ens liv.
"Har man fx fået ny bolig, eller er man én af de 800.000 borgere, der årligt skifter job, er det en god ide at bruge 10 minutter på at tjekke, at alle oplysninger og tal i forskudsopgørelsen stemmer med virkeligheden. Hvis der mangler oplysninger, eller nogle skal rettes, er det en god ide at få rettet nu, så lønnen for januar måned bliver korrekt," fortæller Karoline Klaksvig.
De ændringer i livet, der især bør give anledning til, at man bør tjekke forskudsopgørelsen er fx:
- Nyt hus – fradrag for renteudgifter og betaling af ejendomsværdiskat
- Omlægning af realkreditlån, hvor renteudgifterne ændrer sig
- Nyt job, hvor lønnen stiger eller falder
- Ny vej til arbejde, så kørselsfradraget ændrer sig
- Ny udlejning af bolig
- Nyt firma
- Nygift eller nyskilt
Forskudsopgørelsen har ligget klar for 5,1 mio. borgere siden 21. november 2019.