Jeg tror de fleste kender det at overstege sit kød, hvorefter man får en klump kød, der hverken er lækker eller behagelig at tykke i. Med andre ord er dyret dræbt to gange – af slagteren og derefter ”kokken”, der skamtilbereder det
- Smart trådløs stegetermometer
- Meater+
- Vejl. pris: 899 kr.
Det er nu heller ikke særlig nemt altid at ramme helt perfekt, når man tilbereder sin steak eller steg. Det er nemlig en kunst at tilberede kød, og det kræver en del erfaring før man bliver rigtig god.
Det er nok derfor, at flere bruger stegetermometer. Jeg har dog længe haft et horn i siden på de stegetermometer, der har været på markedet de sidste mange år. De er ikke særlig funktionelle, og de går oftest hurtigt i stykker – her tænker jeg særligt på ledningen, der ofte får en løs forbindelse. Selv er jeg på mit fjerde stegetermometer, men det stopper nu.
Det er også derfor jeg blev ufattelig glad, da jeg for en 4 år siden opdagede Meater på Indiegogo. De reklamerede med et smart trådløs stegetermometer, altså et stegetermometer uden nogen form for ledninger, og som indeholdte en lang række smarte funktioner. Alt imens den var opkoblet til ens smartphone, således man kunne følge med i tilberedningen.
Nu kan selv den mest uerfarne tilberede kød.
Apption Labs har tre forskellige modeller, hhv. Meater, der er den originale model fra Indiegogo, Meater+ og Meater Block.
Meater og Meater+ kan egentlig det samme, men Meater+ har en længere rækkevidde, da den er opkoblet via bluetooth. Begge indeholder et stegetermometer. Meater Block indeholder 4 stegetermometer og har en endnu længere rækkevidde, da den er opkoblet via wifi.
Jeg har den seneste måned givet mig i kast med Meater+.
Funktioner & design
Meater+ har et utrolig flot design, der emmer af kvalitet. Stegetermometeret sidder i et bambushylster. Det er dette hylster, som kommunikere mellem ens smartphone og stegetermometeret. Altså taler termometeret til hylsteret, som sender informationerne videre til ens smartphone. Hylsteret bliver drevet af et AAA batteri, der ligeledes oplader selve stegetermometeret
Stegetermometeret fungere som de alm. stegetermometre ved, at spidsen placeres midt for i kødets tykkeste punkt, sådan at den kan aflæse kernetemperaturen på kødet. Det smarte er imidlertid, at den ikke har nogen ledning.
Derefter går man ind på sin smartphone, og indstiller, hvilket stykke kød man tilbereder, herunder om det er okse, lam, kylling, and m.v. og hvilken udskæring man har at gøre med. Herefter har den en række forslag til kernetemperatur afhængig af, hvordan man kan lide sit kød – rare, mediumrare, medium eller well done. Apption Labs har lige opdateret deres app, således man nu har endnu flere muligheder inde i app’en.
Herefter sætter man kødet i ovnen, grillen eller på panden. Stegetermometeret måler kernetemperaturen og man kan følge temperaturen med mobilen. Samtidig måler stegetermometerets top, hvor varm ovnen, grillen, panden m.v. er, og på baggrund af dette oplyser den dig, hvornår kødet er færdig. Inden kødet er færdig så går alarmen af, så man er klar til at tage kødet af ens varmekilde. Det er ufattelig smart! Når kødet er færdig, så oplyser den dig, hvor længe kødet skal hvile inden det kan serveres.
Funktionalitet
Efter at have prøvet stegetermometeret af i en måned, så kan jeg overordnet sige, at jeg er ufattelig glad for det. Det virker helt fantastisk, og er et virkelig godt redskab i køkkenet. Det er i hvert fald langt bedre end de traditionelle stegetermometer.
Jeg har brugt den til alle mulige forskellige typer kød og udskæringer, hvor jeg har fået et fantastisk resultat hver gang. Den virker bare til UG. Både culotte, steaks, hel fjerkræ m.v. har jeg forsøgt mig med, og det virker helt efter hensigten. Bemærk dog, at det kan være lidt vanskeligt med hel fjerkræ, da lår og bryst har forskellige kernetemperature man skal. Den måde jeg kommer uden om det på er, at jeg tilbereder fjerkræet med brystet nedad først og lidt over midtvejs vender brystet opad. Jeg måler således kun kernetemperaturen i brystet. Hvis man har en Meater Block, så kan man brug to stegetermometre.
Den har imidlertid nogle enkelte steder, hvor der er et forbedringspotentiale.
Stegetermometeret er ret tyk, hvorfor den ikke er særlig godt egnet til tynde stykker kød. Det kræver, at din steak el. lign. er minimum ca. 2 cm. tyk. Derudover så skal stegetermometeret sættes et godt stykke ind, da man ellers risikerer at ødelægge elektronikken, hvilket også kan være en hæmmende faktor (red. stegetermometeret viser to streger som kødet skal være dækket af). Alt dette har imidlertid en god forklaring, nemlig at stegetermometeret skal indeholde en masse elektronik, som alm. stegetermometre ikke skal.
Derudover så skal hylsteret være ret tæt på stegetermometeret for, at de kan kommunikere sammen. Derfor placerer jeg den ved siden af min ovn, da forbindelsen ellers forsvinder. Imidlertid er der en lang rækkevidde mellem hylsteret og mobilen, hvilket er rigtig godt. Jeg kan gå rundt i hele lejligheden derhjemme uden problemer.
Endeligt så skal man være meget opmærksom på, at man skal hive kødet af varmekilden straks, da man ellers risikerer overstegning. Jeg har enkelte gange oplevet, at jeg har taget det ud til tiden, men selvom jeg har gjort dette, så er kernetemperaturen for høj efter hviletiden. Det gjorde dog ikke noget i de tilfælde – jeg fik stadig en mediumrare steak.
Når du rengør den, så er det bare at bruge den bløde side af svampen. Gør man det lige efter tilberedning, dog når den er kold, så går det nemt.
Konklusion
Det er utvivlsomt det bedste stegetermometer jeg har arbejdet med. Jeg har ejet flere forskellige gennem de sidste mange år, og ingen har fungeret bedre end Meater+. Det ændre dens forbedringspotentiale ikke på det. Den er ufatteligt smart, og jeg er vild med den er trådløs. Derudover gør dens mange smarte funktioner i app’en, at det er idiotsikkert at tilberede kød. Det er rart, hvis man har et stort selskab på vej, og ræser rundt i køkkenet.